”Slow” tager lytteren med ud på et dybt forvirrende forløb fra ren mathcore til jazzede postrockforløb, der minder en om Tortoises storhedstid med plader som Millions Now Living Will Never Die og Standards, og ”Diamond Stuff” er en næsten messende, avantgardistisk hymne, der ender ud i noget, som mest af alt minder om en hashtåge af synkoperede trommer og Sergeant Pepper, der har sniffet lim.