Det er pluspoint til æstetikken, men hvor kameraet i My Deer Hunter satte hele præmissen for forestillingen som bærende element, og i Lolita for altid blev brugt som et sjovt og veludført gimmick, hvor karakteren kunne interagere med sig selv, ved jeg ikke, hvad jeg, i denne forestilling, skal hente i Steen Jensens smukke ansigt, der deformeret ruller over skærmene i instruktør og videograf Jacob Sprogøes videoscenografi.